Min historie

Jeg voksede op som eneste barn af en enlig mor i Faaborg på Sydfyn. Min familie var dog ikke underklasse, så langt fra. Bedsteforældrene kom til byen i 1949 fra Vestsjælland, og min morfar etablerede tandlægeklinik på Torvet og blev med tiden en del af det absolut bedre borgerskab med stor villa og strandgrund i byens velhaverkvarter. Selv tilbragte jeg det meste af min barndom omkring havnen, hvor fiskekutterne dengang stadig landede fangster, og der var liv i den gamle trafik- og færgehavn. Jeg sejlede jolle og tegnede skibe langvejs fra og læste bøger i stakkevis.

Folk spurgte, om jeg skulle overtage min morfars tandlægeklinik, når jeg blev stor, men det eneste, jeg drømte om, var at skrive bøger. Jeg sad på gulvet i mine bedsteforældres fine stue og tegnede forsider til de fremtidige udgivelser, der ville komme til at bære mit navn. Sjovt nok har jeg faktisk siden hen skrevet et par af dem. Gad vide, om bøgerne er derinde fra begyndelsen – er det kun et spørgsmål om at udvikle evnen til at få dem ud af hovedet gennem fingrene til papiret? Det har jeg tænkt over mange gange gennem mit voksenliv.

Jeg gik i folkeskole og gymnasiet i Faaborg og tog derefter som 19-årig på højskole som én af de sidste på den gamle ordning. De fem måneder på Danebod i Fynshav på Als blev formative for mig, for her mødte jeg inspirerende undervisere, fik gode venner og kyssede på søde piger, mens jeg skrev sange og blev voksen. Min forstander hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg skulle bagefter: “Tag og læs historie på universitetet. Man bliver klog af det, og man har ikke så mange timer, at det forhindrer én i at lave alt muligt andet spændende.” Så det gjorde jeg – og var så heldig at få historikeren Søren Mørch som lærer. Han tog mig under sine vinger og lærte mig op i den tradition for seriøs historieformidling, som han selv førte tilbage til Erik Arup og A.D. Jørgensen.

Mens jeg læste på Syddansk Universitet, boede jeg på H.C. Ørstedskollegiet i Odense. Vi var 15 om at dele køkken, men havde til gengæld hvert vores toilet, og dén fordeling passede mig godt. Med så mange omkring gryderne, var der altid mindst et par stykker, man svingede godt med, og jeg nød mine to kollegieår i fulde drag – selv når tømrerlæringen Kasper igen havde kogt pasta og røde pølser i elkedlen. Det var også på kollegiet, jeg mødte min første rigtige kæreste, som senere blev min første hustru og mor til mine to ældste børn.

Under udvikling…