Min historie

Jeg voksede op som eneste barn af en enlig mor i Faaborg på Sydfyn. Min mor arbejdede som lægesekretær på det lokale sygehus gennem det meste af min barndom, og vi boede i et utrolig lille fiskerhus på en brostensbelagt gade tæt ved havnen og byens store arbejdsplads, slagteriet. Jeg gik på byens store kommuneskole, og jeg kæmpede gennem folkeskoleårene dels med overvægt, dels med kasserollefrisure. Begge dele gjorde det svært at få venner, men jeg fandt alligevel altid nogen at dele nørdede interesser med: Bøger, strategispil og musik.

Selv om huset i Nygade var lille, var min familie ikke underklasse, så langt fra. Bedsteforældrene på min mors side kom til byen i 1949 fra Vestsjælland, og min morfar etablerede tandlægeklinik på Torvet og blev med tiden en del af det absolut bedre borgerskab med stor villa og strandgrund i byens velhaverkvarter. Selv tilbragte jeg det meste af min barndom omkring havnen, hvor fiskekutterne dengang stadig landede fangster, og der var liv i den gamle trafik- og færgehavn. Jeg sejlede jolle og tegnede skibe langvejs fra og læste bøger i stakkevis.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var fem-seks år gammel. Jeg har altid haft kontakt med min far, men i nogle perioder mere end andre. Han fik en ny partner, og jeg fik fire yngre halvsøskende, som jeg den gang opfattede mere som fætre og kusiner, men som jeg senere i livet har fået et nært forhold til og i dag betragter som mine fuldgyldige brødre og søstre. Min far var oprindelig murer, men fik i slutningen af 1970’erne revalidering pga. dårlig ryg og uddannede sig til bygningstekniker. Det landede ham et godt job som teknisk tegner på virksomheden SKAKO, hvor han arbejdede i tre årtier med udvikling af betonblandeanlæg.

De formative år

Gæster af huset spurgte ofte lille Rasmus, om han skulle overtage sin morfars tandlægeklinik, når han blev stor. Det skulle jeg ikke, for det eneste, jeg drømte om, var at skrive bøger. Jeg har en stærk erindring om at sidde på gulvet i mine bedsteforældres fine stue og tegne forsider til de fremtidige udgivelser, der ville komme til at bære mit navn. Sjovt nok har jeg faktisk siden hen skrevet et par af dem. Gad vide, om bøgerne er derinde fra begyndelsen – er det kun et spørgsmål om at udvikle evnen til at få dem ud af hovedet gennem fingrene til papiret? Det har jeg tænkt over mange gange gennem mit voksenliv.

Efter folkeskolen gik jeg på matematisk linje på gymnasiet i Faaborg, og det var tre gode år, hvor jeg begyndte at finde mig selv i skrivekunsten, musikken og den faglige fordybelse. Jeg begyndte at spille guitar (og lade hår og skæg gro) i 2.g., og i løbet af sidste år på gymnasiet skrev jeg både manuskript til en musicalforestilling, som hele årgangen opførte, og udarbejdede mit første samlede romanmanuskript. Mens forestillingen blev en stor succes (den handlede om modstandsbevægelsen under krigen, og i øvrigt er forældre og bedsteforældre et meget imødekommende publikum!), vandt jeg desværre ikke forlaget Gyldendals store konkurrence om den næste generationsroman. Men et forfatterskab var grundlagt, i hvert fald i min selvforståelse.

Jeg var den yngste i min gymnasieklasse, fordi jeg dels var kommet tidligt i skole, dels havde sprunget 10. klasse over. Min 18-års fødselsdag faldt i slutningen af 3.g. – og dermed også min indkaldelse til session. Jeg husker meget tydeligt, da jeg modtog brevet fra Forsvarets Værnepligt og Rekruttering. Der var – helt ærligt – ikke mange mandlige forbilleder i mit liv dengang, og jeg havde ingen at diskutere mine tanker om fremtiden i almindelighed og værnepligt i særdeleshed med. Min far havde haft en særdeles kort karriere i Civilforsvaret, men var deserteret efter en ubehagelig tur gennem et drænrør med gasmaske – faktisk løb han efter eget udsagn hele vejen hjem til sin mor.

Den korte version er, at jeg blev erklæret egnet til at aftjene værnepligt, og at jeg trak et meget lavt nummer, hvilket konverteredes til otte måneder ved Telegraftropperne i Fredericia, så vidt jeg husker. Da jeg modtog materialet vedr. indkaldelsen, var der også nogle foldere fra det, der dengang hed Beredskabskorpset, altså det statslige redningsberedskab under Beredskabsstyrelsen (tidl. Civilforsvaret). Jeg husker, at jeg var fristet, fordi jeg altid havde interesseret mig for brandvæsen og beredskab, men at jeg ingen opbakning eller forståelse mødte fra min familie. Derfor endte jeg med at vælge civil værnepligt – det, man i daglig tale kalder at være “militærnægter”.

“Tag og læs historie”

Efter et sabbatår tog jeg derefter som 19-årig på højskole som én af de sidste på den gamle ordning, hvor man fik høj statsstøtte. De fem måneder på Danebod i Fynshav på Als blev formative for mig, for her mødte jeg inspirerende undervisere, fik gode venner og kyssede på søde piger, mens jeg skrev sange og blev lidt mere voksen. Min forstander hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg skulle bagefter: “Tag og læs historie på universitetet,” sagde han. “Man bliver klog af det, og man har ikke så mange timer, at det forhindrer én i at lave alt muligt andet spændende.” Så det gjorde jeg – og var så heldig at få historikeren Søren Mørch som lærer. Han tog mig under sine vinger og lærte mig op i den tradition for seriøs historieformidling, som han selv stod for – nogle gange i modvind under kollegial kritik.

Mens jeg læste på Syddansk Universitet, boede jeg på H.C. Ørstedskollegiet i Odense. Vi var 15 om at dele køkken, men havde til gengæld hvert vores toilet, og dén fordeling passede mig godt. Med så mange omkring gryderne, var der altid mindst et par stykker, man svingede godt med, og jeg nød mine to kollegieår i fulde drag – selv når tømrerlæringen på værelset overfor igen havde kogt pasta og røde pølser i elkedlen. Det var også på kollegiet, jeg mødte min første rigtige kæreste, som senere blev min første hustru og mor til mine to ældste børn. Historiestudiet var interessant, men kom aldrig til virkelig at optage mig. Jeg var nok typen, der konstant havde gang i en masse andet ved siden af – men det var også lærerigt.

I foråret 1999, på tredje år af studiet, havde jeg brug for luftforandring. Gennem Søren Mørch fik jeg job som researcher på forlæggeren Palle Fogtdals magasin Illustreret Tidende, og her lærte jeg på den hårde måde, hvad kommerciel historieformidling betød. Hvis der var gjort plads til 755 tegn tekst, nyttede det ikke noget at aflevere en artikel på 900 tegn – så kom den tilbage med røde streger, og så var det bare om at klø på, indtil den havde rette længde og den ønskede struktur. Samtidig fik jeg en søndagstjans på DR2 som “chatmaster” på CNN-dokumentarserien Den Kolde Krig, hvilket gav mig mulighed for dels at prøve kræfter med tv- og internetmediet, dels møde en masse spændende kendte mennesker.

Under mit ophold i København blev jeg også involveret i et bogprojekt om Bryggeriforeningens 100-årige historie. Jubilæumsskriftet er en speciel genre, hvor balancen mellem ublu markedsføring og kritisk historieskrivning konstant udfordres. Efter en svær, men lærerig proces var det en udsøgt fornøjelse at deltage i jubilæumsmiddagen på Sølyst i september 1999, da bogen skulle præsenteres. Mange erfaringer – både gode og dårlige rigere – vendte jeg derefter hjem til Odense, flyttede sammen med min kæreste Birgitte og overvejede, hvad jeg nu skulle finde på. Dengang var der groft sagt to en halv vej at gå, når man læste historie på universitetet: Gymnasielærer, forsker eller “noget andet”. Og jeg ville noget andet.

Humanistisk iværksætter

Det “andet” blev en realitet over øl på studietidens stamværtshus Carlsens Kvarter i Odense en aften i slutningen af 2000. Min far havde læst til bygningstekniker lige ved siden af næsten 25 år tidligere, og jeg syntes det var hyggeligt at vide, at han nok havde siddet ved det samme bord og nydt en øl og et bræt med håndmadder dengang. Nu var det mig, der sad her, sammen med to studiekammerater, og vi blev enige om at starte en virksomhed sammen. Den kom til at hedde Det Historiske Hus, og vores idé var at tjene penge på at hjælpe forlag og tv-produktionsselskaber med at udvikle og producere historieformidling på et fagligt solidt grundlag til den brede befolkning. Danmark oplevede i 1990’erne en sand bølge af historieinteresse, formentlig drevet frem af de mange 50-årsjubilæer for begivenheder under Anden Verdenskrig, og vi ønskede at følge op på trenden.

Vores første projekt blev til ved et tilfælde – som så meget andet i de fleste menneskers liv. Jeg havde lært direktøren og redaktionschefen på forlaget Aschehoug (i dag Lindhardt & Ringhof) at kende under arbejdet med Bryggeriforeningens jubilæumsskrift, og en søndag aften i TV Byen, 2860 Søborg, havde jeg mødt den ene af de to danskere, som i påsken 1987 var blevet taget til fange og anklaget for spionage i Polen. Han ville gerne skrive en bog om sine oplevelser, og jeg fik sat et møde op med forlaget – men “spionen” blev tre kvarter forsinket pga. et frossent sporskifte. Derfor sad jeg alene med de to forlagsfolk, som spurgte, om JEG ikke havde lyst til at lave en bog for dem. Og dén opfordring endte med at blive til antologien En anden historie: Ni alternative danmarkshistorier, som udkom i april 2001.

Udgivelsen, som jeg redigerede, bestod af historiske fremstillinger af, hvad der kunne være sket, hvis f.eks. mongolerne havde invaderet Danmark i 1200-tallet, hvis Struensee have fået 20 år mere ved magten, eller hvis Kong Christian 10. var abdiceret efter Påskekrisen i 1920, og vi havde fået en republik i stedte for monarkiet. Det var en vild tilgang til historieformidling, og bogen nød stor opmærksomhed i form af lange anmeldelser i både Weekendavisen og Berlingske Tidende, ligesom jeg blev inviteret i Deadline på DR2 for at fortælle om den kontrafaktiske metode. Det var stort for en 23-årig historiestuderende, og jeg måtte indkassere en del kritik fra (misundelige) medstuderende, men vores lille firma kom godt fra start med masser af medieomtale.

Virksomheden Det Historiske Hus betalte min løn i næsten ti år, hvilket jeg var og er enormt stolt af. Meget få humanistiske universitetsstuderende blev dengang iværksætter, og endnu flere fik succes med deres projekter, men vi klarede skærene, lavede alle fejlene og lærte en masse undervejs. Vi producerede bøger for forlag, udviklede tv-koncepter, lavede konsulentarbejde for mange forskellige kunder, grundlagde månedsmagasinet Alt om Historie (som senere blev fusioneret med Bonniers Historie), og jeg holdt foredrag om alt mellem himmel og jord over hele landet, samtidig med at jeg var autodidakt adm. direktør med alt det ansvar, der fulgte med. Firmanavnet ændrede vi på et tidspunkt til Complx, fordi vi da arbejdede mest med ledelsesudvikling og projektstyring, men den historiefaglige kerne holdt vi fast i.

Sideløbende med udlevelsen af iværksætterdrømmen fik jeg to børn med Birgitte, som jeg var blevet gift med i februar 2002 – 14 dage før hun fødte vores søn Anton. Fem år senere kom Emilie Marie til, da vi var flyttet til Skibhuskvarteret i Odense, som blev vores base, mens børnene var små. Da jeg fyldte 30 i 2007, begyndte jeg at løbetræne, for jeg var træt af at kæmpe med den dårlige form og overvægt, som en inaktiv opvækst med dårlige madvaner havde grundlagt hos mig. Først klarede jeg en 5 km, året efter en 10’er, og så meldte jeg mig til Lillebælt Halvmarathon – og gennemførte i god stil. Endelig havde jeg fundet min motionsform.

Karrierevalg

Den 20. januar 2009 – dagen hvor Obama blev indsat som amerikansk præsident – gik min daværende forretningspartner og jeg fra hinanden i god ro og orden, og det gav mig anledning til at tage mit liv op til revision. Jeg havde da været selvstændig forretningsdrivende i næsten et årti, og jeg følte, at jeg havde prøvet det, jeg skulle, i det private erhvervsliv. Siden mit formative halve år på Danebod Højskole i 1996 havde jeg haft et ben i højskoleverdenen, og da en bekendt blev forstander på Ryslinge Højskole på Midtfyn, slog jeg til og tilbød mig som underviser. En måned senere pakkede vi familien ned og flyttede ind i en lærerbolig på Torben og Grethe Rostbølls gamle højskole.

Jeg var højskolelærer i halvandet år, og selv om det blev en kort karriere, er jeg glad for at have prøvet det. Vores team var på en svær opgave, for eleverne var flygtet fra Ryslinge Højskole i et sådant omfang, at vi stort set startede på bar bund. Udfordringerne var store, men oplevelserne med sang, fortælling, historie og almen dannelse matchede dem langt hen ad vejen. Desværre lykkedes vores projekt ikke, og jeg søgte væk i begyndelsen af 2011 – uden en klar plan for, hvad der nu skulle ske i mit liv. Jeg var samtidig blevet skilt og skulle genopfinde mig selv både i rollen som mand, menneske og far. Tiden omkring 2010 blev således på mange måder mit Stunde Null.

Inden jeg sagde min stilling på Ryslinge Højskole op, formulerede jeg to ideer til nye karrierer: Enten skulle jeg skrive filmmanuskripter, eller også ville jeg være forsker. Førstnævnte blev jeg inspireret til af at se filmen “Erik Nietzsche – de unge år” en aften alene i mit hus, efter at min første hustru og jeg var flyttet fra hinanden. Måske var jeg særligt sensitiv lige på det tidspunkt (læste f.eks. også norske Erlend Loes samlede forfatterskab i mit halvtomme hus) – men filmen ramte et eller andet i mig, og jeg skrev straks en ansøgning til Den Danske Filmskoles manuslinje. Man skulle vedlægge en prøve på en scene, og jeg tog udgangspunkt i en kriminalroman, jeg samme år udgav sammen med forfatteren Maria Helleberg. Jeg drømte ikke om at skrive smalle kunstfilm, nærmere effektive thrillere i stil med den svenske Beck-serie og Bourne-trilogien.

Filmskolen hjalp mig med at afklare, at denne karrierevej ikke umiddelbart var realistisk. Afslaget var koldt og kontant, så jeg parkerede drømmen og fokuserede i stedet mere på den anden idé: forskervejen. I april året før (2010) havde jeg holdt et oplæg i København, og i pausen blev jeg kontaktet af et par ansatte fra Beredskabsstyrelsen, som inviterede mig til at give samme oplæg på et kursus i deres regi. Her mødte jeg så studielederen fra Master of Disaster Management-uddannelsen på Københavns Universitet – som bookede mig til at bidrage med en forelæsning på intro-modulet i efteråret. Disse tilfældige kontakter viste sig at blive uvurderlige, for studielederen endte med at blive min ph.d.-vejleder, mens Beredskabsstyrelsen medfinansierede min forskeruddannelse.

Det tog imidlertid et par år for mig at formulere mit ph.d.-projekt og få finansieringen på plads, og i den periode (2011-2013) underviste jeg dels som ekstern lektor på Master of Disaster Management på KU, dels på Forfatterlinjen på Odense Fagskole. Derudover fungerede jeg som konsulent for DR på større tv-projekter, ligesom jeg var medvært på en lang række programmer om lokalhistorie på TV2/Fyn. Jeg fik i perioden også for alvor afløb for min ungdomsdrøm om at skrive romaner, for efter at have skrevet fem spændingsromaner i serien PLAN B under pseudonymet Henrik Desmond sammen med en bekendt, udgav jeg i 2012 min først skønlitterære bog i eget navn: Solstorm, en katastroferoman om et dystopisk Danmark, hvor al strømforsyning er forsvundet.

Med Solstorm fandt jeg for alvor min stemme, for i denne roman lykkedes det mig at forene mine faglige interesser i katastrofer og beredskab med den kunsteriske åre, som jeg også har. I det hele taget blev slutningen af 2012 en vild periode i mit liv, hvor en masse forskelligrettede ideer og tanker fandt hinanden. Det kulminerede den 21. december 2021 – datoen hvor Jorden skulle være gået under, hvis man tolke Mayafolkets kalender ud i det absurde. Denne fredag markerede dog “kun” afslutningen på en uge, hvor jeg havde medvirket i hav af medier, som så mig som katastrofeekspert, bl.a. et stort anlagt direkte dommedagsshow på DR2, hvor jeg var blandt gæsterne. Da jeg var færdig i fjernsynet, tog jeg til fest hjemme hos min kommende chef og medvejleder fra Beredskabsstyrelsen – træt, men glad, for jeg fornemmede, at jeg var på vej i en god retning.

Ind i forskerverdenen

Jeg begyndte som ph.d.-studerende på Københavns Universitet den 1. august 2013, og jeg havde fra starten kontor både på Center for Samfund og Sundhed (det gamle kommunehospital) og i Beredskabsstyrelsens hovedkvarter i Birkerød. Som jeg har joket med mange gange var det et genialt setup, for det betød, at mine vejledere og kolleger altid troede, at jeg “var på det andet kontor”, hvilket gav mig optimal frihed til selv at planlægge min gøren og laden. Desværre betød det også, at jeg som vanligt engagerede mig i alt muligt spændende, men ikke altid lige relevant undervejs i forskeruddannelsen. Jeg erkendte dog tidligt i forløbet, at jeg af natur er mere generalist end specialist, og at min styrke som forsker skulle ligge i nysgerrighed og alsidighed frem for dyb ekspertise i ét fagfelt.

I praksis kom min ph.d. til at bestå af en række forskningsartikler, som udsprang af forskellige projekter, jeg blev involveret i gennem mine tre år på KU og i Beredskabsstyrelsen. F.eks. skrev jeg to videnskabelige artikler om håndtering af risikoen for langtidsafbrydelser af Øresundsbron pba. aktiviteterne i en arbejdsgruppe, som jeg havde fået lov at deltage i som observatør. Projekterne var uhyre interessante, og jeg opfattede mine bidrag som relevante og anerkendte, men det ændrede ikke på, at artiklerne i sidste ende strittede i alle retninger. For at få dem skrevet sammen til en egentlig afhandling måtte jeg finde et isoleret sted med arbejdsro – og hvor er man længere væk fra hverdagens trivialiteter end i Nordøstgrønland?

Min vej til Arktis begyndte med en god forskerbekendt, som jeg lærte at kende gennem COPE (Copenhagen Center for Disaster Research), et tværfagligt forskningscenter om katastrofer og beredskab, som vi etablerede i København i 2012. Via et fælles projekt om beredskab i Arktis fik vi kontakt til en arbejdsgruppe i Forsvarsministeriet, hvor man dengang var ved at beskrive Forsvarets fremtidige opgaveløsning i og omkring Grønland. Ad den vej lærte jeg en officer fra Søværnet at kende, og da jeg i 2016 havde behov for at komme væk og samle tankerne, tilbød ham mig en køjeplads om bord på inspektionsfartøjet Knud Rasmussen. Togtet, som varede tre uger, gik fra Reykjavík på Island op langs den grønlandske østkyst til vejrstationen Danmarkshavn og tilbage igen.

Ud over at få sammenskrevet min spredte noter og artikler til en afhandling fik jeg i løbet af de tre fantastiske uger set fire isbjørne og besøgt Siriuspatruljens hovedkvarter i Daneborg. De lange døgn med midnatssol blev brugt på at skrive, læse, tænke og snakke med besætningen, og det var umuligt for mig ikke at forelske mig i den storslåede grønlandske natur undervejs. At sejle ind gennem Kong Oscars Fjord og gå i land på Ella Ø var storslået, ligesom et besøg i Alabamahytten, hvor Ejnar Mikkelsen og hans ledsager overvintrede alene i to år for mere end 100 år siden satte uudslettelige spor i mig. Efter at have boet på Island under mit ph.d.-forløb og også tilbragt en del tid i Nuuk vidste jeg nu, at Arktis skulle være en del af mit liv på en eller anden måde.

Mens jeg ventede på at forsvare min ph.d.-afhandling, underviste jeg bl.a. på universitetet i Reykjavík, hvor jeg boede en måned sammen med min dengang tiårige datter i begyndelsen af 2017. Jeg havde helt tilbage i 2013 været gæstelærer hos en historielektor deroppe, og han var i mellemtiden blev valgt som islandsk præsident, og derfor havde han bedt mig om at tage over som “vikar” for ham, hvilket jeg naturligvis ikke kunne afslå. Min eneste betingelse havde dog været, at han skulle komme og holde et oplæg for mig på faget, hvilket han naturligvis gjorde – til stor glæde for både mig og mine studerende og ikke mindst et amerikansk gæsteforskerpar, som var meget benovede over, at det islandske statsoverhoved pludselig kom valsende ind i undervisningslokalet.

En ny verden

Under opholdet på Island i februar 2017 fik jeg en henvendelse fra Forsvarsakademiet om, at man gerne så en ansøgning fra mig til et adjunktvikariat på Institut for Militærhistorie og Krigsteori. Det kom som lidt af en overraskelse for mig, for jeg havde kun i begrænset omfang beskæftiget mig med “krudt og kugler”, men da jeg kendte både institutlederen og et par af de ansatte (og i øvrigt ikke havde andre tilbud på hånden), søgte jeg stillingen – og fik den. Dermed kom jeg ind i et nyt fagligt fællesskab, som viste sig at være helt rigtigt for mig. Med mine efterhånden mange års erfaring med undervisning for ansatte i offshore-branchen, politifolk og praktikere fra redningsberedskabet fungerede jeg godt i et miljø, hvor civile og militære arbejder tæt sammen med fokus på praksisnær forskning og undervisning.

Jeg forsvarede min ph.d.-afhandling i oktober 2017, et par måneder efter at være blevet ansat på Forsvarsakademiet, og kort tid efter mødte jeg Julie, som lokkede mig fra Odense til Esbjerg med sin vidunderlige væsen – og planer om at åbne egen vinbar. Vi blev gift på det gamle rådhus i Ribe i juli 2019 (og igen året efter på Island…), og en måned senere fik vi lille Bent Bjørn. Han er delvist opkaldt efter min far, som døde af kræft i september 2017, kun 64 år gammel. Jeg var hos ham, da han åndede ud, og jeg holdt ham i hånden og sang “Tears in Heaven” sammen med mine søskende, da der var blevet stille på stuen. Sådan er livet også – døden er et vilkår, ingen af os slipper for at forholde os til. Jeg ville gerne have haft ham længere, men når det nu ikke kunne være anderledes, blev det et smukt farvel. Og nu er der heldigvis en Bent i verden igen.

Nu lever jeg mit liv delt mellem familien i Esbjerg og arbejdet i København. Det fungerer overraskende godt, for jeg er et rastløst menneske, som befinder mig bedst i transit. Jeg har skrevet mange af mine bøger og artikler i tog, fly eller lufthavne, og efter et par dage samme sted begynder jeg at længes efter at komme videre. Spørger nogen mig, om jeg ikke skal slå mig ned, svarer jeg som regel, at træer har rødder – mennesker har fødder. Vi skal bevæge mig. Jeg skal i hvert fald. Efter min skilsmisse i 2010 ville jeg endda prøve, hvor langt jeg kunne løbe, og jeg endte med at gennemføre ti maratonløb spredt over hele verden. San Francisco, Barcelona og Færøerne var højdepunkterne, indtil jeg sluttede med New York Marathon i 2019.

Jeg er i dag lektor på Forsvarsakademiets Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, hvor jeg har den store glæde at arbejde sammen med gode folk om relevante og spændende emner. Min nuværende chef mødte jeg i forbindelse med afholdelsen af en række store militær- og beredskabsøvelser i Grønland i 2015-16, og jeg nyder at besøge de nordatlantiske og arktiske dele af rigsfællesskabet. Især foreningen af mine to store forskningsinteresser, nemlig Arktis og beredskab, optager mig meget, og jeg finder en særlig glæde ved at bidrage til rigsfællesskabets robusthed gennem min forskning. Kan jeg gøre dygtige praktikere endnu bedre til deres job, har det været en god dag på kontoret.

Et ordentligt menneske

Hvad har livet så lært mig indtil videre? At man skal gøre op med sig selv, hvad man vil bruge det på. Årene som iværksætter gav mig kant og drive, men jeg blev først lykkelig, da jeg besluttede, at jeg kun ville lave sjove projekter sammen med mennesker, jeg godt kunne lide. Det var ikke den økonomiske bundlinje, det handlede om, fandt jeg ud af – men det at kunne udvikle meningsfulde projekter og skabe spændende resultater. Samtidig er jeg glad for, at jeg fandt en partner, som forstår min rastløshed og deler min eventyrlyst. Ellers bliver det for svært i længden.

Endelig lærte ti måneders intenst samvær med min kræftsyge far mig, hvad der er allervigtigst i livet: at være et ordentligt menneske. Den lille sætning skrev vi på hans gravsten, og jeg har også de tre ord tatoveret på mit håndled. Jeg forsøger at efterleve dem i hverdagen, og forhåbentlig vil jeg også huske dem, når presset blivet stort, når alt går for stærkt, og når jeg engang imellem er lige ved at miste fodfæstet.