Rasmus Dahlberg, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Esbjerg, sammen med Morten Blaabjerg, Michael Hesselholt Clemmensen, Peter Albert Huggler, Steen Holm Iversen, Bjarke Larsen, Mogens Frost Tvorup Larsen, Søren Nørby og Karsten Skjold Petersen.
Bragt i Jyllands-Posten, 9. juli 2021.
Vi skal værne om vores historie – også om adgangen til den. Derfor er det problematisk, at det bliver stadig vanskeligere for studerende og forskere at trænge dybt ind i Danmarks kollektive hukommelse. Rigsarkivets største læsesal har nu kun åbent tre dage om ugen, der er begrænsninger på antallet af samtidige bestillinger, og dertil kommer op til en uges ventetid (og endnu længere i ferieperioder såsom hele juli måned) på fremhentning af ellers umiddelbart tilgængelige arkivalier. For de studerendes vedkommende har disse forhold i kombination med efterhånden meget korte og stramt styrede specialeforløb reduceret lysten til at kaste sig over primært kildemateriale, når den afsluttende opgave skal skrives. Det er ærgerligt, for historieskrivning er samfundets samvittighed. Hvis historikerne holder op med at gå til kilderne, risikerer vi, at fortidens fejlslutninger blot gentages, og at nye, værdifulde perspektiver forbliver usete.
Man kunne i sin naivitet antage, at netop forskere og studerende med speciale i historie burde være Rigsarkivets kernebrugere, men i praksis forekommer fokus i de seneste år at være forskudt til slægtsforskere og andre med ønske om at finde personrelaterede informationer. En politisk beslutning om ændring af arkivloven gav fra årsskiftet 2020-21 alle mulighed for uden gebyr at bede om oplysninger om fødselstidspunkt, gamle eksamensbeviser og lægejournaler, hvilket forøgede antallet af forespørgsler til Rigsarkivet væsentligt. Denne såkaldte “Egen Access” understøtter befolkningens muligheder for indsigt i myndighedernes registreringer af dem som borgere, f.eks. vedr. anbringelsessager. Det er i udgangspunktet godt, og Rigsarkivet skal naturligvis servicere alle – men hvem kommer til at tabe i prioriteringen af de knappe ressourcer? Der ligger netop nu en pukkel på 15.000 Egen Access-sager og afventer behandling.
Argumentet for indskrænkningerne i åbningstiden gennem de seneste år har været, at der kommer færre besøgende på Rigsarkivets læsesale, mens flere brugere betjenes digitalt. ”Læsesalene er i høj grad flyttet hjem i folks stuer”, sagde kulturminister Bertel Haarder (V) til Folketingets Kulturudvalg den 3. maj 2016. Det er uden tvivl korrekt for en stor del af brugernes vedkommende. Det er dejligt for professionelle slægtsforskere og almindeligt interesserede danskere, at det er blevet lettere at tilgå kirkebøger, folketællinger og den slags personlige arkivalske informationer via internettet. Men det hjælper ikke forskeren, som har brug for at finde en helt bestemt arkivkasse og åbne den som måske den første, siden kassen i fordums tid blev afleveret fra en myndighed til Rigsarkivet. Her er indskrænkede åbningstider, lang sagsbehandling og bøvlet placering af arkivalier i fjernlager med deraf følgende transporttid stærkt generende for det arbejde, som skal munde ud i ny viden om Danmarks historie – til gavn og glæde for samfundet som helhed.
For få år siden blev Rigsarkivets gamle læsesal i Provianthuset ved Christiansborg lukket. I stedet åbnede man i Den Sorte Diamant en ny forskerlæsesal, som deles med Det Kongelige Bibliotek. De fysiske rammer her er fremragende, og der er absolut intet at udsætte på personalet, som hurtigt og venligt hjælper med at fremfinde reserverede arkivalier, når man ankommer. Men det er simpelthen ikke acceptabelt, at man som forsker i hovedstaden kun har adgang til at arbejde med arkivalier tre dage om ugen. Måske kunne en enkelt ugentlig lukkedag være på sin plads – men ikke to. Konsekvensen er nemlig, at selv når Rigsarkivet en sjælden gang lever op til sit eget estimat (at det tager to til tre arbejdsdage at bestille materiale fra fjernarkiv), ja så er man som forsker allerede et godt stykke henne i næste uge, før man kan se materiale igennem igen. På den måde går tiden med at vente i stedet for at læse kilder.
Der er også særlige udfordringer for forskere og studerende, som ikke har base i Københavnsområdet. Bestemte typer af materiale kan ikke transporteres på tværs af landet, selv om de altså godt kan flyttes fra fjernarkiv til læsesalen på Den Sorte Diamant. Det betyder i praksis en forskelsbehandling af forskere og studerende i hovedstaden og provinsen, som ikke flugter med tidens øvrige ønsker om at skabe et Danmark i balance gennem bl.a. udflytning af uddannelser fra de største byer. Også her har de lavpraktiske forhold omkring bestilling af arkivalier og åbningstider på læsesale en betydning, for det bliver hurtigt en bekostelig affære at transportere sig selv til og fra København med jævne mellemrum for at besøge Rigsarkivet. Brugere i stillinger uden forskningstid render også ind i problemer, for Rigsarkivet lukker for ekspeditioner klokken 16.30 og har ikke åbent om lørdagen.
Som forskere vurderes vi benhårdt på publicering i internationale videnskabelige tidsskrifter og på antallet af præsentationer på fagkonferencer i udlandet. Det er præstationer, der kan gøres op i tal, men det bliver jo lidt ligegyldigt, hvis alle ender med helt overvejende at publicere på baggrund af allerede udgivet materiale, fordi det i praksis er for besværligt at komme i arkiverne. Derfor beder jeg og mine medunderskrivere om at få en enkelt ekstra åbningsdag på Rigsarkivets læsesal i København – og meget gerne også udvidede åbningstider på læsesalene i Odense, Viborg og Aabenraa. Et opslag på Rigsarkivets hjemmeside viser, at ingen af læsesalene i dag har åbent om mandagen eller fredagen. Der er altså god plads til udvidelse i begge ender af den korte uge.