Mindre kammerateri – mere åbenhed

Rasmus Dahlberg, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Esbjerg, med Rasmus Elkjær Larsen, Aabenraa, Steen Holm Iversen, Varde, Søren Tylvad Andersen, Sønderborg.

Bragt i JydskeVestkysten, 12. maj 2021.

Regeringens sommerpakke skal sætte gang i turismen. 1,6 milliarder sprøjtes ind i et erhverv, som har været særdeles hårdt ramt under nedlukningen. Det er i udgangspunktet godt og tiltrængt. Men hvorfor favoriseres landets fire største byer på bekostning af blandt andet Syd- og Sønderjylland, hvor Danmarks femtestørste by, Esbjerg, ligger? Når regeringens udspil i de kommende uger skal forhandles på Christiansborg opfordrer vi til fokus på tre tiltag:

Grænserne skal åbnes, så et lejebevis til danske sommerhuse ligesom sidste år tæller som anerkendelsesværdigt indrejseformål. Tyskernes ferie ligger typisk både før og efter danskernes, så det vil udvide feriesæsonen billig eller gratis offentlig transport i Danmark gøres så lang som muligt, sådan at vi ikke ender i samme situation som sidste år, hvor gratis færgebilletter i højsæsonen lokkede folk til Fanø i et sådant omfang, at de lokale erhvervsdrivende blev overvældet af efterspørgslen. Spred støtten ud over en længere periode, tak! Endelig skal de konstant skiftende og ofte totalt ulogiske restriktioner for restauratører, hoteller og det øvrige kulturliv forenkles, sådan at de erhvervsdrivende ved, hvad de har at forholde sig til hen over sommeren.

Brug ressourcerne på at understøtte de mange gode kræfter frem for at give penge til kommuner, hvor borgmesteren har den rigtige partifarve. Turistbranchen her på vores egn kan godt selv – hvis den får lov.