Ikke i min baghave

Rasmus Dahlberg, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Esbjerg.

Bragt i JydskeVestkysten, 26. maj 2021.

Debatten om regeringens placering af et udrejsecenter på Langeland for dømte kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere på tålt ophold har været hård, men det er forståeligt. Ingen ønsker at få sådan et center placeret i baghaven med potentielt store konsekvenser for kriminalitet, boligpriser, turisme og lokal livskvalitet. Hvad ville vi i Sydjylland sige til at få terrordømte afviste udlændinge placeret på Fanø, Als eller Rømø uden at blive spurgt først? Planerne om en placering på den ubeboede ø Lindholm var ikke optimal med sit element af symbolpolitik, men trods alt bedre end Holmegaard på Langeland, hvor en af egnens største turistattraktioner, Koldkrigsmuseum Langelandsfort, ville være blevet nærmeste nabo til udrejsecenteret uden mulighed for at opsætte så meget som et hegn imellem.

Lad os indse, at en hvilken som helst placering af et udrejsecenter i Danmark vil være upopulær og medføre protester fra lokale borgere og politikere. Dansk Folkeparti har foreslået Grønland, men den gamle flådestation deroppe er også en dårlig placering, for vi skal ikke eksportere vores problemer til andre dele af Rigsfællesskabet. Desuden er nord den helt forkerte retning ift. hjemsendelse af centerets afviste og dømte kriminelle udlændinge.

I stedet for at flytte problemet rundt bør vi genbesøge ideen om at etablere et udrejsecenter uden for Danmarks grænser, gerne i samarbejde med andre europæiske lande med samme udfordringer. Lad os pulje pengene og undersøge mulighederne for at sende opgaven med at bygge et moderne, effektivt udrejsecenter i internationalt udbud – naturligvis inden for konventionerne.