Rasmus Dahlberg, folketingskandidat (C), Esbjerg
Bragt i Jydske-Vestkysten, 17. juli 2022.
Jeg er født i 1977 som søn af en murer og en lægesekretær. Som så mange andre i min generation brød jeg den sociale arv og gik først i gymnasiet og siden hen på universitetet. Senere tog jeg også en forskeruddannelse, hvilket betyder, at jeg i dag kan kalde mig Ph.D. Nu er det så blevet min tur til have store børn, som skal vælge deres egne veje at gå gennem livet. Jeg håber selvfølgelig, at mine børn vil vælge de uddannelser, som giver dem de bedste muligheder i livet. Men jeg har samtidige mine bekymringer på samfundets vegne. Gratis uddannelse og SU gjorde det muligt for min generation at frigøre sig fra deres sociale arv. Social mobilitet er et gode, som kommer af, at børn ikke hæmmes af forældrenes valg og vilkår, men selv kan vælge deres egen livsbane.
Op mod tre fjerdele af en ungdomsårgang i dag søger de gymnasiale ungdomsuddannelser, heraf over halvdelen det almene gymnasium, og mere end 50 procent af alle danskere i begyndelsen af 30’erne har nu en videregående uddannelse. Der er ingen tvivl om, at vores samfund er blevet mere videnstungt, men prognoser viser altså, at Danmark allerede i 2025 vil mangle 70.000 håndværkere og andre faglærte i industrien og byggebranchen. Samtidig uddanner vi flere og flere akademikere og for få sygeplejersker, pædagoger og skolelærere. Konsekvenserne for samfundsøkonomien er store – ligesom for de unge mennesker, som presses til at overuddanne sig af forventningsfulde forældre og et samfund, som har glemt at værdsætte håndens arbejde på linje med åndens.
Problemet er, at jeg i dag oplever det som tabu, hvis unge mennesker ønsker at tage en kortere uddannelse end deres forældre. Min ældste søn viste for nogle år siden interesse for at blive tømrer, hvilket jeg som akademiker hilste velkommen – så ville én i familien da i hvert fald få hænderne skruet rigtigt på. At læse på universitetet er hverken finere eller vigtigere end en håndværkeruddannelse, for der er brug for både lektoren og tømreren i vores samfund. Jeg er selv bare bedre til at læse og skrive end til at slå søm i. Vi forsøgte at støtte vores søn, men havde vanskeligt ved at rådgive ham om en verden, vi ikke forstår. Måske skulle vi bare have fortalt ham, hvor god en håndværkerløn faktisk er sammenlignet med en akademikers.
Jeg mener, vi skal gøre vores bedste for at hjælpe vores børn med at bryde den omvendte sociale arv, så de ikke skal føle sig forpligtet til at uddanne sig lige så meget som deres forældre. For min søns vedkommende skal det hele nok flaske sig. Efter sommerferien venter værnepligten i Den Kongelige Livgarde, og mon ikke han gør alvor af sin drøm om at søge ind på Politiskolen derefter. Så må hans akademikerfar selv lære at slå de søm i væggen.