Rasmus Dahlberg, historiker, Ph.D., folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Sydjyllands Storkreds, Carit Etlars Allé 6, 6700 Esbjerg
Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge, medlem af Odense Byråd og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Fyns Storkreds, Bangs Allé 3, 5250 Odense SV.
Bragt i Jyllands-Posten den 7. august 2022.
Den 30. januar 1959 kolliderede grønlandsskibet ”Hans Hedtoft” på sin jomfrurejse med et isbjerg syd for Kap Farvel og gik ned med samtlige 95 passagerer og besætningsmedlemmer. Befolkningerne i både Grønland og Danmark var i chok over tabet af det nye og topmoderne skib. Tragedien blev dog efter få dage overskygget af afsløringen af en politisk skandale, da det kom frem, at den tidligere socialdemokratiske grønlandsminister Johannes Kjærbøl havde presset kaptajnerne i Den Kgl. Grønlandske Handel til at ændre en fælles kritisk udtalelse om passagersejlads mellem Danmark og Grønland om vinteren til en positiv anbefaling. Sådan kunne Kjærbøl få skabt tæt forbindelse mellem Grønland og Danmark hele året rundt, hvilket ville fuldende Socialdemokratiets målsætning om total integration af den tidligere danske koloni.
Et undersøgelsesudvalg kom efter katastrofen i 1959 frem til, at Johannes Kjærbøl ikke bevidst havde vildledt Folketinget, da han påstod ikke at kende til den første af de to udtalelser fra kaptajnerne. Man mente, at ministeren simpelthen havde glemt alt om den første udtalelse, som gik imod hans egne ønsker. Direktøren for Den Kgl. Grønlandske Handel fastholdt dog, at Kjærbøl havde været orienteret, og at ministeren havde lagt pres på kaptajnerne for at få sin vilje. Det var yderst kritisabelt, at en socialdemokratisk minister på denne måde havde tilsidesat al ordentlighed for at gennemføre sit og partiets prestigeprojekt, og Kjærbøls otium blev da også stærkt belastet af sagen.
I kølvandet på ”Hans Hedtofts” forlis blev der af to omgange forsøgt at rejse rigsretssag mod den tidligere grønlandsminister, men begge lovforslag blev forkastet. Et direkte resultat af skandalen efter ”Hans Hedtofts” forlis blev Ministeransvarlighedsloven af 1964 om ministres retlige ansvar for deres embedsførelse. Skandalen omkring forliset burde dog med ordentlighedens målestok være endt med en rigsretssag. I stedet valgte den socialdemokratiske flertalsregering at tildele en ”næse” til den tidligere grønlandsminister for at vildlede Folketinget. Johannes Kjærbøl var imidlertid udtrådt af Folketinget på dette tidspunkt – og den politiske ”næse” blev med andre ord placeret på en privat borger. En meningsløs og uværdig måde at udtale kritik på uden at tage ansvar for en regering.
Den politiske skandale i kølvandet på ”Hans Hedtofts” forlis er desværre fortsat relevant. Vi nyder en høj grad af tillid i det danske samfund – til hinanden, til myndigheder og til politikerne. Denne tillid undergraves imidlertid, når beslutningstagere udøver pression eller træffer forhastede beslutninger på uoplyst grundlag. Regeringen påstår, at et stort og akut arbejdspres var årsagen til den ulovlige beslutning om at aflive alle mink i november 2020, men problemet er, at den er falsk. Der var ikke behov for at træffe en så vidtgående beslutning på blot 44 minutter en sen aften. Der forelå ingen akut nødsituation, der krævede handling her og nu. Havde regeringen – statsministeren – valgt at udsætte beslutningen blot en halv time, så deltagerne i mødet havde haft tid til at læse papirerne, kunne skandalen efter alt at dømme have været undgået. Paragraf 4 i Ministeransvarlighedsloven lyder: “Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse”. Det er vigtigt for retsfølelsen i vores samfund, at det samlede ansvar for minkskandalen bliver grundigt undersøgt og placeret. Ellers lider tilliden til folkestyret samme tragiske skæbne som grønlandsskibet i 1959. Enhver dansk regering bør efterstræbe en vis grad af ydmyghed i magtudøvelsen af hensyn til borgerne, de politiske institutioner og til folkestyret i dets helhed.